Skip til primært indhold

Støtte til patienten efter udskrivelse fra rygoperation

Efter en planlagt operation for henholdsvis diskusprolaps, forsnævring af rygmarvskanalen eller fremadglidning af én eller flere ryghvirvler (olistese), er man ofte kun indlagt i kort tid. Det betyder, at bedringen efter operationen ofte foregår i patientens eget hjem.

PROJEKTPERIODE

Start: 1. august 2021
Slut: 25. oktober 2024

Når patienten oplever symptomer som smerte, kvalme og svækkelse, kan det udfordre bedringsprocessen. Symptomerne kan påvirke tiden efter udskrivelse og dermed negativt påvirke operationens resultat og patientens tilfredshed.

Brugerinvolvering i forskning afslører ofte, at patienterne ikke får opfyldt deres forventninger, behov og ønsker.

MÅL

Målet med projektet var at forbedre forløbet efter udskrivelse fra en planlagt operation for en af ovennævnte ryglidelser. Projektet ville identificere behov og ønsker og derefter designe og udvikle en skræddersyet mobil sundhedsløsning, der skulle støtte patienterne fra udskrivelsestidspunktet til deres første ambulante kontrol ved hjælp af en app. Løsningen skulle derefter testes og effekten, anvendeligheden og tilfredsheden skulle evalueres.

RESULTATER

Et tre-fase Participatory Design-studie blev gennemført, hvor både patienter og sundhedsprofessionelle blev aktivt inddraget. Gennem processen blev patienternes behov og ønsker i den postoperative fase efter rygkirurgi identificeret, hvilket dannede grundlag for design, udvikling og afprøvning af et digitalt forløb i Mit Sygehus-appen, som kaldes Rygoperation. Løsningen indebar desuden en sygeplejeledet intervention, der var baseret på elektroniske patientrapporterede oplysninger (ePROs) med det formål at identificere patienter, der havde behov for ekstra støtte efter udskrivelse. Patienterne udfyldte et spørgeskema, som vurderede patientens postoperative restitution, herunder smerte, søvn og generel velbefindende. Besvarelserne blev løbende gennemgået af afsnittets sygeplejersker.

Patienter, der havde lave eller moderate scorer i spørgeskemaet blev markeret som havende behov for yderligere opfølgning. Sygeplejerskerne modtog notifikationer om disse patienter og tog herefter aktivt kontakt for at tilbyde vejledning, støtte og eventuel justering af behandlingen. Patienter, der rapporterede gode eller fremragende scorer, blev derimod ikke kontaktet, da deres data indikerede et tilfredsstillende forløb.

Denne tilgang muliggjorde en målrettet og behovsbaseret opfølgning, hvor ressourcerne blev koncentreret om de patienter, der oplevede udfordringer i deres postoperative restitution. Dette bidrog til øget tryghed og oplevet støtte efter udskrivelse. 

Løsningen viste generelt stort potentiale med høj brugervenlighed og tilfredshed, men visse justeringer er nødvendige for at optimere funktionalitet og brugeroplevelse yderligere.

PARTNERE

Projektet var et ph.d.-projekt af Marianne Lorenzen.

Projektet blev gennemført på Rygcenter Syddanmark – en del af Sygehus Lillebælt i samarbejde med CIMT. Teknologien blev udviklet i samarbejde med virksomheden MedWare.

EKSTERN FINANSIERING

Rygcenter Syddanmark – en del af Sygehus Lillebælt finansierede projektet.

Marianne Lorenzen

Marianne Lorenzen

Sygeplejerske, ph.d.

Sygehus Lillebælt


6348 4586
APPFWU02V