Skip til primært indhold

Google Glass

Som det første hospital i landet, afprøvede to afdelinger på OUH teknologien Google Glass, da den netop var udkommet i 2014. De to afdelinger var Fælles Akut Modtagelse (FAM) og Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling D.

PROJEKTPERIODE

Start: maj 2014
Slut: januar 2015

I pilotprojektet på de to afdelinger blev Google Glass-brillen anvendt 23 gange, heraf 12 som test uden patienter og 11 med involvering af patienter.

Brillens “se-hvad-jeg-ser”/live streaming-funktion blev anvendt til, at læger eller sygeplejesker kunne få vejledning fra kolleger, som ikke var til stede, men som kunne se med via en computer. Hvis en jordemoder på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling kontaktede en læge for at få rådgivning, kunne brillen give lægen et billede som supplement til jordemoderens mundtlige beskrivelse.

Brillerne blev udlånt til projektet på OUH via firmaet Accenture, som har lavet en flot video, som illustrerer, hvordan brillen blev testet på de to afdelinger.

MÅL

Formålet med projektet var at afprøve Google Glass som værktøj i kliniske arbejdssituationer på Odense Universitetshospital. Projektet ville undersøge, om det er teknisk muligt at anvende brillerne sammen med hospitalets kliniske systemer.

Desuden skulle projektet afklare, om Google Glass eller lignende teknologier kan være et nyttigt redskab på hospitalets kliniske afdelinger.

RESULTATER

Pilotprojektet fandt positive indikationer for at bruge Google Glass på hospitalet. Brillernes funktioner vurderedes af personalet til at kunne give et kvalitetsløft og en tidsbesparelse.

Der var dog også en del tekniske udfordringer som bl.a. batterilevetid, anvendelse af egne briller sammen med Google Glass, samt sikring af de data, der transmitteres via teknologien. Disse udfordringer blev også udpeget af andre, som har testet brillerne, og Google tog derfor brillerne af markedet igen i 2015, mens de arbejder på en ny version af teknologien.

De afprøvede funktioner ved brillerne viste dog så meget potentiale, at OUH fortsat vil følge udviklingen inden for den slags ”wearable” teknologi, som man kan betjene håndfrit, og som kan kobles til internet og hospitalets kliniske systemer.

Virksomheden Accenture har lavet videoen nedenfor, som illustrerer, hvordan Google Glass blev testet på OUH.

EKSTERN FINANSIERING

Google Glass-projektet blev gennemført for midler fra Patient@Home-projektet, som OUH er partner i.

Lea Bohn

Lea Bohn

Kommunikations- og eventansvarlig

Center for Innovativ Medicinsk Teknologi (CIMT). Odense Universitetshospital, Klinisk Udvikling - Innovation, Forskning & MTV


5164 0948
APPFWU01V