Skip til primært indhold

Digital Vision - Sammen om nye grænser

Digital Vision er driftsnært og optaget af at ”fejle hurtigt” ved at afprøve, lære og bære erfaringerne videre i direkte kobling til de daglige arbejdsgange med innovation som blik. Digital Vision understøtter det generelle strategiske arbejde og de konkrete overordnede indsatser for at sikre sammenhæng og gensidig læring.

PROJEKTPERIODE

Start: 1 januar 2025
Slut: 31. december 2027

I Digital Vision (2019-2021) og Digital Vision Krydser Sektorgrænser (2022-2024) var erfaringen, at målrettede indsatser, der kobler strategisk vigtige dagsordener med de daglige arbejdsgange og lokale behov, kan gøre en væsentlig forskel for arbejdsgange, teknologiudnyttelse, personale og patienter.

I denne tredje udgave af Digital Vision videreudvikles tilgangen i en indsats, der har skarpt fokus på kompetenceudvikling, organisering og optimering af arbejdsgange til brug af sundhedsteknologi i det tværsektorielle. Der vil især være fokus på at udvikle generiske arbejdsgange og organisationsformer, der kan bruges på tværs af hospitalsafdelinger og kommuner i tæt koordination med de øvrige indsatser.

Allerede tidligt i programmet vil der være et stort fokus på at udbrede de erfaringer, koncepter og værktøjer, der udvikles undervejs og videreudvikles fra den første og anden version af Digital Vision. Derudover skal de enkelte delprojekter også evalueres med henblik på også at understøtte videndelingen og udbredelse af erfaringer.

Udover en formel styregruppe med direktør Bjarne Dahler-Eriksen som formand og deltagelse af partnerne, har programmet også en referencegruppe for patienter- og pårørende. Denne gruppe er med til at udvikle og kvalificere delprojekter, drøfte den overordnede retning med mere.

Ældremedicinsk Afdeling G, Odense

ARMS4elderly er et tværsektoriel EU-projekt, der har til formål at undersøge, hvordan (gen)indlæggelser blandt ældre kan forebygges eller undgås. Det gøres ved at udvikle og afprøve et tættere samarbejde mellem sektorerne understøttet af relevante telemedicinske løsninger.

Den danske afprøvning af ARMS4elderly foregår i samarbejde mellem Ældremedicinsk Afdeling G, Odense og Nordfyns Kommune. Her kaldes indsatsen VOGT – Virtuelle Opfølgende Geriatriske Tilsyn. Patienter, der er blevet udskrevet til Nordfyns Kommune siden maj 2025 er blevet tilbudt denne supplerende opfølgning. Her sendes deres senest målte vitale parametre fra Afdeling G med til kommunen for at sikre referenceværdier, og kommunen følger borgerne tættere og mere systematisk. Få dage efter udskrivelsen afholdes et virtuelt møde mellem borger, evt. pårørende, kommunal sygeplejerske, og læge eller sygeplejerske fra Afdeling G, hvor de med udgangspunkt i nye objektive målinger inkl. en CRP drøfter status og sikrer, at det fortsat går i den rigtige retning. Herefter aftales eventuel yderligere opfølgning.

Inklusionen af patienter til selve projektet er afsluttet i januar 2026, men indsatsen fortsætter nu i drift for de patienter/borgere, hvor sygehus eller kommune skønner, at der er et behov.

Læs mere om projektet her.

Trygt Mellemrum er et projekt, der har til formål at sikre tættere samarbejde og større videnudveksling mellem egen læge og sygehus under en indlæggelse med henblik på bedre udskrivelser og forløb for patienterne. Konkret vil vi i foråret 2026 teste at udsende en korrespondance til egen læge, når en patient flyttes fra Fælles Akutmodtagelse til Ældremedicinsk Afdeling G med anmodning om eventuel relevant supplerende information. Især patienter, der indlægges via 112 eller vagtlægen, kan have noget historik, der ellers ikke ville være kendt, fordi det kun ligger i egen læges journal, og patienten ikke altid selv er i stand til at redegøre for det. 

Fælles Akutmodtagelse (FAM)

PHV(PræHospital Vurdering)-bilen rykker ud, hvor alarmcentralen vurderer, at henvendelsen måske kan klares uden en indlæggelse. Bilen er bemandet af en paramediciner og er udstyret med omtrent det samme som en ambulance, men kan ikke transportere patienter til sygehuset. 

Funktionen blev oprettet for ca. to år siden som et forsøg og oprindeligt tænkt som et supplement til den udkørende FAM-lægebil. I dag dækkes denne funktion i høj grad af det kommunale akutteam og PHV-bilens opgaver er derfor blevet bredere, men også mindre tydeligt defineret. Den kører alle dage fra 7 til 19. 

Paramedicineren sparrer med en læge fra enten alarmcentralen (hverdage kl. 8-16) eller FAM (fra 16-19 plus weekender), hvis patienten skal afsluttes i eget hjem. Her blev det testet, om video kan fungere som relevant værktøj til at supplere de hidtidige telefonsamtaler, ved at bruge det konsekvent i samtalerne en måned og derefter evaluere.

Det blev konkluderet, at video er et godt supplement til den generelle værktøjskasse, der kan understøtte gode forløb for de patienter, der kræver noget mere eller andet af samtalen mellem paramediciner og læge. 
Teknikken fungerer generelt fint, men det er dog mere tidskrævende end en telefonsamtale, og der skal være en opmærksomhed på både at forventningsafstemme hvorfor, det skal være video, og på det praktiske i forhold til for eksempel baggrundsstøj, placering af kamera og så videre.

Samarbejdet mellem de lægefaglige visitatorer i AMK og PHV/ambulancer fortsætter som tidligere, men nu med en større fortrolighed med at bruge video, så det kan anvendes, når det vurderes klinisk relevant.

På det nye OUH vil alle patientstuer være udstyret med en individuel skærm rettet mod patienternes behov. På skærmen kan man blandt andet streame, spille spil og invitere sine pårørende til at deltage på video under stuegang. I dette projekt vil vi udvikle funktionen ”Kend Dit Forløb”, hvor patienterne skal kunne se eksempelvis hvem deres læge og sygeplejerske er, deres opholdsadresse (fx Stue 3, Øst, FAM) og hvilke aktiviteter, de kan forvente de kommende timer (fx stuegang, blodprøver eller lignende). Data skal komme fra logistiksystemet Cetrea og funktionen udvikles i FAM, men skal kunne fungere på hele OUH. Projektet foregår i tæt samarbejde med Getinge og Powernet.

PARTNERE

  • Geriatrisk Afdeling, Odense Universitetshospital
  • Fælles Akutmodtagelse, Odense Universitetshospital
  • Odense Kommune
  • Nordfyns Kommune
  • Præhospitalet
  • Praksis
Marie Glent-Rolle

Marie Glent-Rolle

Specialkonsulent

Odense Universitetshospital, Klinisk Udvikling - Innovation, Forskning & MTV


2113 6516
Rikke Lyngholm Christensen

Rikke Lyngholm Christensen

Daglig leder

Center for Innovativ Medicinsk Teknologi (CIMT). Odense Universitetshospital, Klinisk Udvikling - Innovation, Forskning & MTV


2462 9727
APPFWU01V