Skip til primært indhold

Konference om det digitale sundhedsvæsen

Hvis du er interesseret i udviklingen inden for digital sundhedsteknologi og nysgerrig efter, hvilke teknologier vi vil møde i sundhedsvæsenet i fremtiden, så skal du sætte kryds i kalenderen den 22. september 2021.

Her afholder CIMT konferencen “Digital transformation af sundhedsvæsenet – en balance mellem teknologiens muligheder og patienternes ønsker” om udviklingen af digitale teknologier og brug af dem i det danske sundhedsvæsen.

Til konferencen hører vi om udviklingen gennem oplæg fra forskere fra både almen praksis, hospital og psykiatri. Og patientrepræsentanter spiller en central rolle i den afsluttende debat om, hvordan vi rammer en god balance mellem digitale tilbud til dem, der kan og vil – og adgang til behandling af høj kvalitet for de borgere, som ikke er “digitale”.

Danmark er internationalt førende, når det kommer til brugen af digitale sundhedsteknologier, fx videokonsultationer, mobil-apps omkring behandlingsforløb og hjemmemonitorering ved hjælp af digitalt måleudstyr. De teknologiske løsninger er i rivende udvikling, og især corona-pandemien har sat gang i brugen og udviklingen af digitale og virtuelle sundhedstilbud til patienter.

Under konferencens første del vil denne udvikling udforskes gennem oplæg og præsentationer fra sundhedsfaglige forskere fra hospital og psykiatrien, som vil præsentere eksempler på nogle af de nye teknologier, vi vil komme til at se i sundhedsvæsenet inden for de næste par år. Konferencen rundes af med en paneldebat med patientrepræsentanter, forskere og politikere, som drøfter fremtidens digitale sundhedsvæsen og særligt balancen mellem digitale tilbud til dem, som kan og vil benytte sig af tilbuddene, og dem, som ikke har muligheden eller lysten til det.

Konferencen er en del af WHINN – Week of Health and Innovation, så tilmelding til konferencen giver også adgang til andre events om fremtidens sundhedsvæsen samt det fælles udstillingsområde.

Tilmeld dig konferencen her. Tilmelding foregår via whinn.dk – vælg onsdag og “Digital Transformation af Sundhedsvæsenet”.

APPFWU01V