Skip til primært indhold

Vindere af innovationskonkurrence kåret

I den forløbne uge blev vinderne af innovationsforløbet Health Tech Innovator på Syddansk Universitet (SDU) kåret.

Førstepræmien gik til Servox, der er en mere skånsom måde at måle iltmætning hos barnet under fødslen. Med på vinderholdet var bl.a. Susanne Budin, der er intensivsygeplejerske på OUH og stud.cand.cur.

OUH var også repræsenteret på andenpladsen med Jette Lunderskov og Gitte Horn, begge stud.cand.cur. og med på holdet, der udviklede en løsning, som automatisk skyller efter med saltvand efter antibiotika.

Peder Jest, direktør på OUH og dommer i finalen, håber, at så mange ideer som muligt fra HTI-forløbet bliver gjort til virkelighed: ”Samarbejdet på Health Tech Innovator-forløbet får virkelig de forskellige fagligheder til at slå gnister! Jeg håber, de studerende får succes med at føre deres løsninger ud i livet, for det vil være et tab for sundhedsvæsenet, hvis vi ikke får glæde af deres innovative ideer”.

Målet er, at de studerende bygger videre på deres gode ide ved enten at etablere egen virksomhed eller indgå samarbejde med en eksisterende virksomhed. Derfor består præmien for HTI-forløbet af 20.000 kr. til materialer og 12.000 kr. i løn til hvert gruppemedlem.

CIMT-forsker og uddannelsesleder på kandidatuddannelsen i klinisk sygepleje Dorthe Boe Danbjørg er en af arrangørerne bag innovationsforløbet. Hun er begejstret for det engagement, de studerende lægger for dagen: ”De studerende på HTI-forløbet bliver mere selvstændige og opsøgende. Når sygeplejerskerne på kandidatuddannelsen kommer tilbage til hverdagen på sygehuset kan vi se, at de har en særlig evne til at spotte problemer, men især for at finde løsninger til problemerne”.

To andre CIMT-forskere Knud Yderstræde og Mette Juel Rothmann var også en del af dommerpanelet til HTI 2018.

HTI er et ekstra tilbud til innovationsinteresserede studerende på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og ingeniørstuderende fra det Tekniske Fakultet på SDU for at forene deres kompetencer og finde de bedste løsninger på udfordringer fra sundhedssektoren. Siden februar har de studerende arbejdet med innovation ud fra konkrete problemstillinger på Odense Universitetshospital og Odense Kommune. De har været rundt på afdelingerne for at ‘spotte’ problemer, hvorefter de har udviklet mulige løsninger.

Forløbet er netop afsluttet med syv grupper i finalen, og der var præmier til første- og andenpladsen. Det er tredje gang, Health Tech Innovator løber af stablen.

Vinderholdet Servox og dommerne i Health Tech Innovator 2018

APPFWU01V