Kathrine Rayce

Kathrines forskning er centreret om forskellige aspekter af dagliglivet og sundhedsfaglig praksis relateret til (kronisk) sygdom og teknologier: Hvordan telemedierede ydelser indgår som en del af den daglige livsførelse og professionel praksis hos patienter, deres pårørende og sundhedsprofessionelle og hvordan praksisser transformeres, når teknologier erstatter andre funktioner.

Kathrine har indgående kendskab til sundhedsvæsenet, idet hun har arbejdet som sygeplejerske, konsulent og projektleder i forskellige regi af sundhedsvæsenet: i hospitalsregi, lægepraksis, patientforening og i kommunalt regi.

Kathrines ph.d.-projekt beskrev, hvordan patienter med meget svær KOL oplevede at træne virtuelt hjemmefra, hvad det betød for dem og deres pårørendes dagligliv, hvordan de sundhedsprofessionelle oplevede det, og hvordan træningspraksissen blev transformeret, når den blev virtuel.

Efterfølgende har Kathrine og kollegaer evalueret Digital Vision I, hvor de beskriver det arbejde, sundhedsprofessionelle udfører for at kvalificere nye teknologier og arbejdsgange. Ikke kun i de store linjer, men alle de mikrohandlinger, der er forbundet med afprøvning og/eller implementering af teknologi og nye arbejdsgange. Betydningsfuldt arbejde, der normalt ikke beskrives i evalueringsrapporter og dermed bliver usynligt.

Kathrine står også for evaluering af Digital Vision II, hvor man i kliniske afdelinger har udviklet og implementeret teknologier, der giver mening i arbejdet indenfor, udenfor og på tværs af sektorgrænser. Her ønskede man særligt at blive klogere på, hvad det betyder for de kliniske afdelinger og samarbejdspartnere at have en projektleder til at facilitere arbejdet.

Kathrine laver også forskningsbaserede evalueringer i MTV-regi. Hun har for eksempel evalueret telemedierede indsatser på Ærø (Telemedicinsk hospiceseng og Omlægning til videokonsultationer for Ærø-borgere), GERI-kufferten, CalPro hjemmekit og det nye koncept for lægemiddelhåndtering.

Kathrines forskningsmetoder indebærer feltarbejde med blandt andet deltagerobservation og (gruppe)interviews, således at det er muligt at komme helt tæt på, hvad praksis reelt består af, og hvordan der bliver handlet, og hvordan fænomener bliver italesat, hvilket langt fra altid er det samme.