Skip til primært indhold

Hård konkurrence til InnoEvent 2019

Endnu engang løb InnoEvent af stablen i uge 11. Her dystede 160 odenseanske studerende fra 9 forskellige uddannelser fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole og Syddansk Universitet om at finde de bedste innovative løsninger til konkrete problemstillinger i sundhedsvæsnet.

Temaet for InnoEvent 2019 var ”Det nære og sammenhængende sundhedsvæsen” med særligt fokus på diabetes, og der skulle findes en vinder fra hver af de fire cases, som i år blev stillet af Steno Diabetes Center Odense:

  1. Nydiagnosticeret diabetes – hvad så nu?
  2. Etniske minoriteter med diabetes
  3. Hvordan kan man forebygge lavt blodsukker og afhjælpe angst?
  4. Samspil mellem almen praksis og borgeren med type 2 diabetes

Årets dommere var meget imponerede over løsningernes høje niveau, og det var således ikke kun de studerende, der kom hjem med ny viden i rygsækken. Det kan sygeplejerske Ulla Linding Jørgensen også nikke genkendende til, ”Det har været rigtig sjovt og interessant at deltage som dommer ved InnoEvent, og jeg er imponeret over de studerendes innovative bud på teknologiske hjælpemidler. Løsningerne har været meget forskellige fra smarte apps, brug af virtual reality til udvikling af en invasiv glukosemåler, og det bliver spændende at se, om vi fremover vil møde nogle af de gode løsninger i praksis.”

OUH sætter 10.000 kr. på højkant til InnoEvent 2019-vindere

I år kom de fire casevindere hjem med mere end æren. De har nemlig haft mulighed for at søge om op til 10.000 kr. fra Odense Universitetshospital, som skal bruges til at arbejde videre med deres vinderidé. For at modtage pengene har vinderne lavet en ansøgning, hvor de præsenterer deres overvejelser for det videre arbejde med løsningen. Her har vinderne også reflekteret over, hvordan løsningen skaber værdi, hvordan løsningen kan implementeres og hvordan produktet eller servicen bedst muligt når den tiltænkte målgruppe.

Alle fire vindergrupper har indsendt deres ansøgning, som bliver vurderet af OUH Direktør Peder Jest og Innovationschef Tessa Lind Gjødesen. Vi ser frem til afgørelsen!

APPFWU02V