Kan chatbots hjælpe patienter?
Du har sikkert oplevet at besøge en hjemmeside, hvor en lille chatbot tilbyder dig hjælp med dine spørgsmål. Det er efterhånden blevet mere og mere almindeligt i den private sektor, men nu tester vi, om chatbots også kan hjælpe os i sundhedsvæsenet.
Det sker i et nyt projekt, hvor en chatbot skal hjælpe patienter med endometriose, der er tilknyttet Odense Universitetshospital (OUH).
Endometriose er en kronisk sygdom, der typisk opstår i teenage-årene, men i gennemsnit diagnosticeres syv år senere, og patienter beskriver sygdommen som invaliderende og smertefuld. Der findes ingen kur, og formålet med behandlingen er at reducere smerter. Ofte genopstår symptomerne, hvorfor patienterne har regelmæssig kontakt med sundhedsvæsenet.
En fordel for både patienter og personale
Chatbotten skal kunne give klinisk korrekte svar til de mest stillede spørgsmål, dog uden at gå ind i spørgsmål om behandling. Hvis der opstår den mindste tvivl, skal chatbotten rette henvendelsen videre eller opfordre patienten til at tage kontakt til Gynækologisk Obstetrisk Afdeling D på OUH.
Det skal gøre det nemmere for patienterne, når der opstår tvivl omkring deres sygdom, så de kan få svar i det øjeblik tvivlen melder sig, uagtet åbningstider hos egen læge eller på hospitalet. Det vil kunne spare patienterne for at bruge tid i telefonkø eller på transport frem og tilbage til hospitalet og være med til reducere den bekymring, der kan være forbundet med en kronisk sygdom. Det skal også aflaste personalet på Gynækologisk Obstetrisk Afdeling ved at begrænse gentagne og enslydende spørgsmål.
Projektet løber frem til maj 2023, og Rikke Lyngholm Christensen, daglig leder i CIMT, er spændt på projektets resultater:
“Vi afsøger hele tiden nye muligheder for at hjælpe patienterne; vi kan ikke kurere deres endometriose, men vi kan måske fjerne nogle af bekymringerne og spørgsmålene. Samtidig håber vi, at chatbotten kan aflaste personalet og automatisere svar på en del af de generelle spørgsmål, der går igen. Hvis det viser sig effektivt på dette område, ser jeg et stort potentiale for opskalering og udbredelse til andre sygdomme og afdelinger”.
Læs mere om projektet chatbots.
Projektet er også tilknyttet vores søstercenter CAI-X, da kunstig intelligens er en del af teknologien. Læs mere om chatbot-projektet på CAI-X’ hjemmeside.