Skip til primært indhold

ARMS4elderly

Fremskridt inden for lægebehandling har øget den forventede levetid og ført til en voksende ældre befolkning i udviklede lande. Denne stadigt voksende befolkningsgruppe bringer komplekse sundhedsbehov og udfordringer for sundhedssystemet, blandt andet behovet for hjemmebehandling.

PROJEKTPERIODE

Start: juli 2024
Slut: juni 2026

Ældre, der bor på plejehjem, har ofte behov for at indlæggelse på hospitalet, hvilket kan have en negativ effekt på deres velbefindende. Indlæggelse kan resultere i en fysisk og kognitiv tilbagegang, infektionsrisiko og følelsesmæssige problemer.

MÅL

ARMS4elderly er et tværsektorielt EU-projekt, der har til formål at undersøge, hvordan beboere på plejehjem eller midlertidige pladser kan undgå at skulle indlægges fysisk på hospitalet i tilfælde af sygdom. Dette gøres ved at udvikle og afprøve innovative telemedicinske løsninger i ældreplejen, der understøtter en ”hjemmeindlæggelse” af borgerne, mens de modtager deres behandling under ansvar fra hospitalet, dette med henblik på at reducere unødvendige hospitalsindlæggelser til gavn for både borgere og sundhedsvæsen.

Projektets mål er at reducere omkostninger og ressourcer samtidig med, at kvaliteten i behandlingen fastholdes. Projektet indebærer en model for monitorering og opfølgning af borgere efter udskrivelse, der skal bidrage til at undgå unødvendige (gen)indlæggelser hos geriatriske borgere. Modellen består af fastlagte dage, hvor den kommunale sygepleje foretager aftalte målinger og analyser på udskrevne borgere, efterfulgt af en virtuel konsultation med Geriatrisk Afdeling. På denne måde forventes det, at borgerne hurtigt kan diagnosticeres ved ændring i tilstand, og behandling kan iværksættes uden unødvendig (gen)indlæggelse på sygehuset.

Der kan læses mere om projektet på ARMS4elderlys hjemmeside.

PARTNERE

EU-projektet er et samarbejde mellem Danmark, Israel, Italien, Rumænien og Spanien, hvor hvert land har deres egne delprojekter, der løbende erfaringsudveksler forud for fælles evaluering. De øvrige partnere i projektet udvikler en teknisk løsning, hvorimod Danmark har valgt at fokusere på at understøtte og optimere eksisterende arbejdsgange og anvende eksisterende teknologi frem for at udvikle en ny løsning.

Projektet startede i regi af Digital Vision Krydser Sektorgrænser og er et samarbejde mellem Geriatrisk Afdeling på Odense Universitetshospital og Odense kommune. CIMT står for projektledelse og evaluering af projektet. Projektets resultater forventes at kunne understøtte det generelle samarbejde mellem OUH's afdelinger og midlertidige pladser/kommunerne.

EKSTERN FINANSIERING

ARMS4elderly er finansieret gennem EU-programmet THCS (Transforming Health and Care Systems).

Marie Glent-Rolle

Marie Glent-Rolle

Innovationskonsulent

Odense Universitetshospital, Klinisk Udvikling - Innovation, Forskning & MTV


2113 6516
Rikke Lyngholm Christensen

Rikke Lyngholm Christensen

Daglig leder

Center for Innovativ Medicinsk Teknologi (CIMT). Odense Universitetshospital, Klinisk Udvikling - Innovation, Forskning & MTV


2462 9727
APPFWU01V