Skip til primært indhold

Forskningsleder Kristian Kidholm

Kristian Kidholm er innovationsprofessor på Klinisk Institut på Syddansk Universitet (SDU) og Odense Universitetshospital (OUH) og en af Nordens førende eksperter inden for evaluering af værdien af sundhedsteknologi.

Kristian Kidholm

Kristian Kidholm

Kristian er forskningsleder i CIMT og ansvarlig for koordinering og ledelse af centrets forskningsindsats, CIMT’s PhD Club, ph.d.-kurser mv.

“OUH er allerede langt fremme i brugen af digitale sundhedsteknologier som apps til patienter, videosamtale og hjemmemonitorering af patienternes helbred. Mit mål er, at vi skal bruge tværfaglig forskning til at sikre, at OUH’s behandlingstilbud til patienterne bliver endnu bedre ved brug af nye digitale teknologier, og vi vælger de teknologier, som gør en forskel og giver værdi for patienterne. Samtidig skal vi bruge teknologien til at frigøre tid og ressourcer hos vores personale, fx ved at flytte behandling ud i patientens eget hjem.”

EVALUERING OG MAST

Kristian Kidholm står bag udviklingen af MAST (Model for Assessment of Telemedicine), der bruges som ramme for at vurdere værdien af telemedicinske løsninger. I dag er det den mest brugte model i Europa til at vurdere telemedicin, og modellen anbefales af Europakommissionen som den fremgangsmåde, der kan sikre en alsidig og forskningsbaseret evaluering af anvendelse af telemedicin i sundhedssektoren.

Kristian rejser verden rundt for at fortælle om modellen og undervise i brugen af den, fx har han været i Mexico og Tyskland for at undervise i modellen, så den kan blive tilpasset lokal kontekst.

NETVÆRK OG DEBAT

Kristian Kidholm har bidraget til flere bøger om MTV og hospitalsledelse, ligesom han jævnligt deltager i debatten om fremtidens sundhedsvæsen. Han er medlem af det danske Behandlingsråd, hvor han bidrager med sin sundhedsøkonomiske viden i forhold til vurdering af teknologier og indsatser i det danske sundhedsvæsen.

Kristian sørger også for at give sin viden videre ved at undervise i digitale sundhedsteknologier og medicinsk teknologivurdering på medicinstudiet samt på en række andre kandidatuddannelser på SDU.

Kristian er en del af netværket Transatlantic Telehealth Research Network (TTRN), der desuden tæller forskere fra bl.a. UC Berkeley og UC Davis i Californien og Aalborg Universitet. Som en del af TTRN har Kristian været med til at grundlægge en række ph.d.-kurser, der afholdes hvert år på partneruniversiteterne i Danmark og USA. Kristian er løbende vejleder for ph.d.-studerende i både Danmark og udlandet.

Kristian skriver jævnligt debatindlæg til altinget.dk og Dagens Medicin og bidrager gerne med en faglig vinkel på implementering af telemedicin og ny teknologi i sundhedsvæsenet.

Kristian Kidholm

Kristian Kidholm

Forskningsleder, professor

Center for Innovativ Medicinsk Teknologi (CIMT). Odense Universitetshospital, Klinisk Udvikling - Innovation, Forskning & MTV


3058 6477
APPFWU02V