Skip til primært indhold

Apples globale chef for sundhedsområdet besøger OUH

Flere års erfaringsudvekling og gode relationer har ført til, at den globale IT-virksomhed Apple d. 22. maj sender sin øverste chef for sundhedsområdet til Odense for at lære mere om OUHs arbejde med apps og mobile løsninger til patienter og personale.

OUH har i mange år haft et stærkt fokus på digitalisering og implementering af innovative løsninger så som telemedicin og videokonference til gavn for patienter og personale. I de seneste år er det især gået stærkt med implementering af apps til at kommunikere med patienter og til at skabe smidige arbejdsgange på hospitalet.

Ved flere lejligheder har direktører og innovationskonsulenter fra OUH afholdt møder med ledende personer fra Apples sundhedsteam, som har udtrykt stor beundring for den måde, OUH arbejder med brugerdreven udvikling og lynhurtig implementering af mobile løsninger, som de kliniske afdelinger efterspørger.

Disse møder har nu ledt til, at Apples øverste chef for sundhedsområdet, Brian Gardner, besøger Odense mandag d. 22. maj for at se med egne øjne, hvordan OUH udnytter nutidens digitale muligheder til at sætte patienten først og skabe en smidig organisation.

Brian Gardner har tidligere arbejdet med mobil teknologi til sundhedsvæsenet i den anerkendte amerikanske sundhedsorganisation Kaiser Permanente’s, hvor han var leder for deres Mobility Center of Excellence, og hans besøg på OUH sker, fordi Apple overvejer at inddrage OUH i deres internationale portefølje af referencekunder, som er pionerer inden for brugen af apps og mobil teknologi på sundhedsområdet.

Under besøget får han lejlighed til at tale med medarbejdere, som benytter apps i det daglige arbejde til at kommunikere med patienter og til at forbedre interne arbejdsgange og frigive tid til patientnære opgaver. Derudover skal han være med til at lancere et projekt, hvor kliniske afdelinger og kommuner får mulighed for at afprøve hjemmemonitorering af forskellige patientgrupper via apps og trådløst udstyr i regi af CoLab Odense, som er et samarbejdsforum til afprøvning af ny teknologi for OUH og Odense Kommune.

Nogle af de  OUH-apps, som Apple især er imponerede af, er app’en Mit Sygehus, som bruges til at støtte patienterne undervejs i deres patientforløb og sikre god kommunikation med hospitalet,  og Knoglebogen, som giver det kliniske personale hurtig og nem adgang til vejledninger og instrukser.

APPFWU01V