Skip til primært indhold

Den Virtuelle Isolationsstue

Der er stigende behov for at isolere patienter på hospitaler på grund af infektioner, ikke mindst i pandemier som covid-19, hvilket betyder, at personalet skal have god viden og færdigheder inden for infektionshygiejne.

PROJEKTPERIODE

Start: oktober 2020
Slut: september 2021

Mikroorganismer kan ikke ses med det blotte øje, hvilket gør det svært at se konsekvensen af sine handlinger i forbindelse med infektionshygiejne.

MÅL

Projektets formål var at udvikle en løsning med Virtual Reality (VR), hvor klinisk personale kunne træne adfærd og hygiejneprocedurer på isolationsstuer i trygge og ugenerede rammer. Ved hjælp af VR ville projektet “gøre det usynlige synligt” og vise personalet, hvorfor de mange foranstaltninger er nødvendige ved smittespredende sygdomme, samt give personalet viden om korrekt isolering og færden på en isolationsstue. Med Den Virtuelle Isolationsstue ville personalet ved hjælp af lyd, farver og “berøring” opleve, hvordan bakterier og vira kan spredes på stuen og videre rundt i afdelingen, og hvad deres adfærd kan betyde for spredningen.

Den Virtuelle Isolationsstue tilgodeså individuelle læringsbehov gennem en kombination af teori og praktisk udførelse af træningsprocedurer i et virtuelt miljø. Den Virtuelle Isolationsstue ville gøre personale, der skulle håndtere patienter med covid-19 eller andre smittespredende sygdomme mere trygge og sikre i deres adfærd.

PARTNERE

Projektet blev udført på Afdeling for Medicinske Mavetarmsygdomme på Odense Universitetshospital i forbindelse med forsknings- og innovationsprojektet Digital Vision. Hygiejneorganisationen på Odense Universitetshospital og Wacky Studio var samarbejdspartnere på projektet.

EKSTERN FINANSIERING

Den Virtuelle Isolationsstue fik 245.000 kr. fra OUH’s Innovationspulje.

Rikke Lyngholm Christensen

Rikke Lyngholm Christensen

Daglig leder

Center for Innovativ Medicinsk Teknologi (CIMT). Odense Universitetshospital, Klinisk Udvikling - Innovation, Forskning & MTV


2462 9727
APPFWU02V