Sygeplejersker på OUH har fokus på innovation
Til Odense Universitetshospitals årlige sygeplejesymposium var innovationen i fokus.
Det overordnede tema for dagen var ”Brug af teknologi – udfordringer i sygeplejen”, og sygeplejerskerne hørte bl.a. oplæg fra Jane Clemensen, klinisk forskningsleder i CIMT og professor på H.C. Andersen Børne- og Ungehospitalet på OUH, der talte om, hvor fremtidens sygehus er på vej hen med undertitlen ”Fra shitstorm til lovestorm”.
Sygeplejesymposiet er en årlig begivenhed på OUH, arrangeret af OUH’s Oversygeplejerskeråd og en arbejdsgruppe af forskningssygeplejersker fra forskellige afdelinger på hospitalet.
Seniorforsker i CIMT Mette Juel Rothmann er en del af arrangørgruppen. Kontakt Mette, hvis du ønsker at vide mere om sygeplejesymposiet.
På dagen var der god energi og stor interesse for innovation og nye, teknologiske tiltag, som kan understøtte sygeplejerskernes arbejde. I pauserne mellem sessionerne kunne deltagerne gå på besøg hos forskellige stande og høre om forskning og innovation inden for sygepleje – og selvfølgelig også om CIMT og mulighederne for at blive en del af netværket.
På sygeplejesymposiet uddeles hvert år to priser; hhv. Udviklingsprisen, som går til en løsning eller et projekt, som er implementeret og evalueret og har vist positive resultater, og Initiativprisen, som gives til en sygeplejerske, der har gjort noget helt særligt for sygeplejen på OUH til gavn for patienter og kolleger.
Udviklingsprisen gik i år til et projekt om videokonsultation i palliativ pleje, som er et projekt CIMT og CoLab Odense har været med til at starte op. CIMT-forsker Dorthe Boe Danbjørg har været med til at køre projektet i samarbejde med sine kolleger Lene Munk, Karin Dieperink og Karen Funderskov fra Palliativt Team Fyn.
Den anden pris på dagen, Initiativprisen, gik til Karen Faber, som fik prisen for sit arbejde med den sygeplejedrevne levercirroseklinik (LCK) i Afdeling S1. Klinikken har fokus på såvel en somatisk, social og psykisk indsats til patienter med levercirrose, og er den første klinik af sin art såvel nationalt som internationalt.