Skip til primært indhold

Daglig leder ansat i CAI-X

Peter Børker Nielsen skal stå i spidsen for Center for Klinisk AI fra januar 2021. Og det er en erfaren projektleder der sætter sig i stolen.

Peter Børker Nielsen har stor erfaring med at drive omfattende projekter fra sine tidligere ansættelser hos Odense Kommune, Copenhagen Health Innovation og Københavns Universitet, og han færdes hjemmevant i både sundhedssektoren og universitetsverdenen.

Peter Børker Nielsen siger: "Jeg går ydmygt til opgaven og glæder mig til at dykke ned i de mange spændende projekter inden for kunstig intelligens i sundhedssektoren. I mine øjne er data nøglen til at kunne lykkes, for uden data er der intet foder for algoritmen. Sundhedsdata findes lige nu i forskellige afgrænsede siloer, og med kunstig intelligens kan vi åbne til disse siloer og finde mønstre i kendt – men i dag ikke-relateret – viden. En anden indgangsvinkel er anonymiseret syntetisk data, som også vil være spændende at udforske".

Den fælles ansættelseskomiteen fra både Odense Universitetshospital og Syddansk Universitets Tekniske Fakultet ser frem til samarbejdet med Peter Børker Nielsen:

"Vi er glade for Peters interesse i stillingen og centeret, og der er ingen tvivl om, at hans kompetencer og erfaringer i høj grad vil være et aktiv for CAI-X og arbejdet med AI i sundhedssektoren. Vi har store ambitioner for samarbejdet, og vi er helt sikre på, at Peter Børker Nielsen er den rette person til at forene ingeniører, teknikere, forskere og klinikere og skabe de bedste betingelser for arbejdet med kunstig intelligens i Danmark", siger Bjarne Dahler-Eriksen, lægelig direktør på Odense Universitetshospital.

Implementering i fokus

Forskning og ny viden er essentielt for at kunne levere innovative sundhedsløsninger. Men der er ingen tvivl om, at hvis vi skal udnytte det fulde potentiale af de nye muligheder, som AI bringer til sundhedssektoren, så skal der gøres en indsats for at sikre implementeringen.

Peter Børker Nielsen er klar over, at han og CAI-X står over for store udfordringer: ”For at sikre en ordentlig implementering skal projektet og løsningen hjælpe klinikken og løse et specifikt behov i klinikken, og klinikerne skal bidrage med viden om behov og ønsker fra hverdagen. Det er klinikkens ønsker, behov og engagement, der skal bane vejen for innovation."

Peter Børker Nielsen er uddannet i organisationsstudier og politisk kommunikation og ledelse fra Copenhagen Business School.

Læs mere om CAI-X og de mange spændende projekter om AI på hjemmesiden cai-x.com.

APPFWU02V