Sundhedsdronerne kommer til Fyn

Projektet HealthDrone eller Sundhedsdroner påbegyndes januar 2019 og bliver første gang, hvor droner benyttes til hospitalslogistik på et hospital i Danmark.

Forventningen er, at dronerne kan sikre hurtigere transport af medicinsk udstyr, biologiske prøver og på sigt sundhedspersonale end de nuværende transportformer. Derfor skal projektet afprøve dronetransport via såkaldte “luftkorridorer” mellem OUH’s hospitalsenheder i Odense, Svendborg og på Ærø.

Det forventes, at blodprøver og medicinsk udstyr kan flyves fra A til B på under en time, hvor det i dag tager i gennemsnit 12 timer at flytte prøver fra en klinisk afdeling til det centrale laboratorium til analyse. Det er også planen, at en særlig type drone på sigt kan transportere højtspecialiserede læger, hvis operationsstuer på andre hospitaler står med akutte udfordringer.

Projektet er et samarbejde mellem Odense Universitetshospital, Syddansk Universitets Dronecenter, som også huser det nationale UAS Denmark dronetestcenter, samt virksomhederne Autonomous Mobility A/S, Falck A/S, Unifly og Scandinavian Avionics A/S, der alle sammen arbejder inden for drone- og sundhedslogistik. OUH skal, udover at være test-site for prøveflyvningerne, også stå for evaluering af de kliniske og økonomiske gevinster i projektet set fra et hospitalsperspektiv. Evalueringen gennemføres af OUH’s enhed for Medicinsk Teknologivurdering

HealthDrone har modtaget økonomisk støtte fra Innovationsfonden og er det første projekt med droner i sundhedsvæsenet i Danmark – formentlig i hele norden.

Til gavn for patienterne
Når dronerne begynder at have deres gang i luftrummet over Fyn, er der i høj grad tale om en effektivisering, der kommer OUH’s patienter til gode. Når blodprøver hurtigere kommer frem til analyse, kan man også hurtigere finde frem til den korrekte behandling. Det kan fx betyde, at man kan undgå at isolere patienterne unødigt og bruge mindre bredspektret antibiotika.

”Sundhedsdroner er en idé, som vi længe har gået med på OUH, da vi ser et stort potentiale, både i akutte beredskabssituationer, som eksempelvis den netop oplevede togkatastrofe, og i at bringe sundhedsydelser tæt på borgeren, også i situationer hvor borgere har svære kroniske tilstande. Odense Universitetshospital har en stærk baggrund i at arbejde med ny teknologi og vil sikre, at der både ses på kliniske og arbejdsmæssige gevinster, men også økonomiske og sikkerhedsmæssige aspekter. Droner er en unik mulighed for forskning og innovation med et stort forretningspotentiale, også i andre industrier,” siger lægelig direktør på OUH Peder Jest.

Testflyvning i år
Droneteknologien er færdigudviklet, så der skal kun udvikles de manglende komponenter som fx transportkasser egnet til luftbåren transport af biologiske prøver. Derfor regner man med, at projektet er klar til at teste droneleveringer inden for 1-2 år.  Den samlede projektperiode er fra 2019-2022.

De første testflyvninger vil finde sted allerede i år i luftrummet over Danmarks nationale dronetestcenter i HCA Airport lige uden for Odense. Derefter skal dronerne testes i at flyve uden for synsvidde (BVLOS) i en korridor mellem Ærø, Svendborg og Odense. I den forbindelse skal Trafikstyrelsen udstede tilladelser, og dronerne skal udstyres med sikkerhedssystemer, så de flyver lige så sikkert som almindelige fly.

LÆS MERE OM PROJEKTET

www.sundhedsdroner.dk

Følg projektet på Twitter på @sundhedsdroner

Kontaktperson på OUH:

MTV-konsulent Iben Fasterholdt, [email protected]