Samarbejde med uddannelsesinstitutioner

Center for Innovativ Medicinsk Teknologi (CIMT) samarbejder med studerende og uddannelsesinstitutioner i mange forskellige sammenhænge. Med Syddansk Universitet (SDU) som en del af CIMT har CIMT i sin grundtanke fokus på uddannelse og studerende.

Vi tager imod praktikanter fra både SDU, University College Lillebælt (UCL) og Erhvervsakademiet Lillebælt (EAL). Desuden deltager CIMT på uddannelsesdage m.m. for fx folkeskoleelever for at fortælle om sundhedsinnovation som helhed.

CIMT – i form af forskerne Jane Clemensen og Dorthe Boe Danbjørg – har desuden bidraget til udvikling af et semestermodul om sundhedsteknologi og brugerinddragelse på kandidatuddannelsen i klinisk sygepleje på SDU.

EKSEMPLER PÅ SAMARBEJDE

InnoEvent – InnoEvent er en uge hvert år med fuldt fokus på uddannelse og innovation. Eventet er et samarbejde mellem OUH, EAL og UCL, hvor 500-700 elever konkurrerer om at udvikle innovative løsninger til sundhedssektoren. Med InnoEvent kan OUH blive inspireret til nye løsninger på konkrete problemstillinger. For at visionen for Nyt OUH kan realiseres, kræver det en ny måde at arbejde på og en ny digital understøttelse, og her er InnoEvent en ‘legeplads’ hvor de studerendes kreativitet får frit løb og bliver sat ind i en reel kontekst; driften af et af landets største hospitaler. Endvidere involveres virksomheder i eventet og møder fremtidlige medarbejdere og sundhedsprofessionelle, præsenterer produkter og services og får nyeste viden inden for årets tema. InnoEvent har været afholdt siden 2010. Det er registreret som koncept og bliver etableret i flere lande.

InnoRace – et samarbejde mellem CIMT, Odense Universitetshospital, EAL og Microsoft. Hospitalet stiller udfordringer fra den kliniske hverdag, og i samarbejde med fagpersonerne kommer Microsoft og de studerende med bud på løsninger. InnoRace blev afholdt første gang i 2017.

Health Tech Innovator – HealthTech Innovator er et innovationsforløb, hvor studerende fra TEK og SUND på SDU sammen skal lære, hvordan man med udvikling af teknologi kan løse kliniske og sundhedsmæssige problemstillinger.

PH.D.-STUDERENDE I CIMT

En central del af CIMT er de mange tilknyttede ph.d.-studerende, som forsker i forskellige variationer af sundhed og teknologi.

Se ph.d.’er i CIMT.