Evaluering af innovation

Center for Innovativ Medicinsk Teknologi (CIMT) lægger stor vægt på at evaluere innovationsprojekter og -tiltag. Medicinsk Teknologivurdering (MTV) er den foretrukne metode til at gennemføre evalueringerne.

MTV giver hospitalsledelsen et forskningsbaseret grundlag for at beslutte, om nye behandlinger eller teknologier skal indføres på hospitalet. MTV er ikke i sig selv en beslutning, men et veldokumenteret grundlag for mulige beslutninger.

For patienterne betyder det, at de får den behandling, som giver størst mulig effekt og bedste patientoplevelse, og hvor der foreligger et solidt videnskabeligt grundlag, som dokumenterer, at behandlingen er sikker og velafprøvet.

Ved evaluering af telemedicin bruger vi modellen MAST (Model for Assessment of Telemedicine), som er baseret på MTV.

MTV-enheden på Odense Universitetshospital (OUH) tilknyttes innovations- og forskningsprojekter på OUH, men kan også tilknyttes projekter på andre hospitaler m.m. i Danmark. Medarbejderne i MTV indgår på alle niveauer fra vejledning/supervision til projektledelse med ansvar for projektets fremdrift.

MTV-enhedens kompetencer indbefatter bl.a.:

  • Evaluering af telemedicinske og velfærdsteknologiske løsninger
  • Systematisk litteratursøgning
  • Sundhedsøkonomiske analyser (herunder registerstudier)
  • Undersøgelser af patientoplevelsen
  • Organisatoriske analyser
  • Udarbejdelse af MTV-rapporter
  • Udarbejdelse af mini-MTV’er
  • Rådgivning (bistand vedr. design af projekter, metode og evalueringstilgange)
  • Undervisning i MTV og mini-MTV
  • Business cases

HVAD ER MTV?

Medicinsk Teknologivurdering (MTV) er en systematisk vurdering af forudsætningerne for og konsekvenserne af at anvende medicinsk teknologi. Medicinsk teknologi er metoder og udstyr, der anvendes i opsporing, diagnostik, behandling, pleje, rehabilitering og forebyggelse af helbredsproblemer.

En Medicinsk Teknologivurdering vurderer konsekvenserne af en ny medicinsk teknologi på fire hovedområder: Teknologien, patienten, organisationen og økonomien.