Folkemødet 2016 – I ord og billeder

Scroll ned til bunden for at se en kort video fra CIMTs dage på Folkemødet!

CIMT og OUH deltog igen i år på Folkemødet på Bornholm, hvor vi delte en stand med to af vores gode samarbejdspartnere; Sundhed.dk og MedCom.

Formålet med at være på Folkemødet var at vise de besøgende, hvordan vi arbejder med sundhedsinnovation og hvilke digitale muligheder borgerne i Danmark har via sundhed.dk-portalen og at mødes med både nye og kendte samarbejdspartnere inden for sundheds- og teknologiområdet.

Standen lå placeret på Kæmpestranden i Allinge i det fælles sundhedsområde, som Folkemødet havde etableret grundet de mange sundhedsorganisationer, der ønsker at være til stede på Bornholm. Både området og standen var godt besøgt i de 4 dage – især de to første dage, hvor Solskinsøen levede op til sit tilnavn, fik vi besøg af mange både almindelige borgere og fagpersoner, der var nysgerrige på standen og CIMTs arbejde. På standen kunne man bl.a. høre om og få demonstreret sundhedsapps, kamerapilleprojektet samt de mange spændende forskningsprojekter, der er i gang i regi af CIMT.

Events for alle – oplysning, debat og endda et radio-værdigt monopol 

Da Folkemødet åbnede torsdag eftermiddag var der kick-off på standen med et oplæg om afprøvningen af et såkaldt pille-kamera, der sluges og tager billeder af tarmene indefra. Innovationskonsulent og projektleder Henrik Gaunsbæk havde medbragt både pillekameraet og et traditionelt koloskop, som blev genstand for mange spørgsmål og kommentarer i løbet af de fire dage.

Henrik Gaunsbæk holder oplæg om kamerapillen

De to metoder i direkte sammenligning; kamerapillen og koloskopet

Projektet har netop afsluttet den første pilottest, hvor 250 patienter er blevet undersøgt med både kamerapillen og koloskop, og Henrik Gaunsbæk løftede sløret for de indledende resultater overfor Ingeniøren, som var til stede blandt publikum til eventet på Folkemødet. Læs deres opfølgende artikel her.

OUH-direktør Peder Jest var med om fredagen og deltog både i en debat om opgaveoverdragelse mellem sundhedssektorerne, som Praktiserende Lægers Organisation (PLO) stod for, samt et event på vores egen stand, hvor en række sundheds-dilemmaer blev taget op i bedste ‘Mads og Monopolet stil’, hvor fire uafhængige personer gav deres bud på, hvordan de ville håndtere de præsenterede dilemmaer, hvis det var dem, der stod i situationen. Klinisk forskningsleder i CIMT Jane Clemensen faciliterede dialogen mellem monopolet og de godt 55 fremmødte publikummer.

Fredag bød også på debat-event arrangeret af MedCom, hvor emnet var real-time adgang til sundhedsdata, som er blevet en realitet i de to danske regioner, der har implementeret Sundhedsplatformen fra Epic. Også her var der ‘fuldt telt’ og især Ugeskrift for Læger var meget interesseret i eventet, som de efterfølgende har skrevet en kort artikel om.

På Folkemødets tredje dag stod den på debat i teltet, da Jane Clemensen faciliterede debatten “Hvem bestemmer her? Lyt til din patient – det koster kun 2 ører”, hvor det var patientoplevelser i sundhedsvæsenet, der var i fokus. Debatpanelet bestod af politikere, sygehusprofessionelle samt pårørende til patienter, der for nylig har været i kontakt med sygehusvæsenet, og de fremmødte fik rig lejlighed til at høre de forskellige perspektiver og komme med egne indspark til debatten.

Innovationschef på OUH Tessa Lind Gjødesen, pårørende Ann Delman og Rådmand i Odense Jane Jegind lytter til kommentarer fra publikum.

Publikummerne var særdeles aktive i debatten, hvor de kunne byde ind med deres egne oplevelser som patient eller pårørende

Folkemøde for folket – men også de fagprofessionelle

Alt i alt var det igen en positiv oplevelse at være til stede på Folkemødet, og der blev skabt mange vigtige kontakter og fortalt vidt og bredt om CIMTs arbejde med sundhedsteknologi til de mange besøgende på standen.

“Folkemødet på Bornholm er i sandhed et folkemøde. Der er folk fra alle hjørner af landet og både privatpersoner og fagfolk mødes og er i dialog. For et hospital som vores, er det guld værd at kunne bruge Folkemødet til både at mødes med relevante sparringspartnere samt fortælle helt almindelige danskere om hvordan vi arbejder med at give dem en bedre oplevelse i det danske sundhedsvæsen”, udtaler Peder Jest, direktør på OUH og formand for Innovationsrådet.

Se en kort video fra CIMTs dage på Folkemødet her. I videoen deltager et medlem af Videnskabsetisk Komité i Region Syddanmark samt Peder Jest: